SYGEPLEJERSKEN nr. 28 1996.

Støtte til aftrapning

AF CHARLOTTE FRENDVED HANSEN, JOURNALIST.

Når patienterne får støtte til det, kan det godt lade sig gøre at trappe dem ud af selv et langvarigt benzodiazepinforbrug. Erfaringerne er gode på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, hvor der arbejdes med benzodiazepinnedtropning på en åben psykiatrisk afdeling. Størstedelen af patienterne får det betydeligt bedre, når de er blevet medicinfri. Men det kræver omfattende støtte fra plejepersonalets side, mens abstinesperioden står på.

Mette Wiinblad
Billede af sygeplejerske Mette Wiinblad
Foto: Steen Jarbøel

"Det er hårdt arbejde for en patient at trappe ud af et langvarigt benzodiazepinforbrug. Men det hjælper. Vi ser mennesker blomstre op for øjnene af os, og det gør indtryk i psykiatrien, hvor vi ikke er vant til hurtige resultater," siger Mette Wiinblad, sygeplejerske på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Mette Wiinblad har arbejdet i psykiatrien i otte år og hendes erfaring er, at patienter på psykiatrisk afdeling ofte ordineres benzodiazepiner, enten som eneste medicinske behandling eller som supplement til en behandling med neuroleptika eller antidepressiva.

I Nykøbing Sjælland, hvor hun arbejder på et åbent døgnafsnit, har hun nu været med til at trappe adskillige patienter ud af deres benzodiazepinforbrug i samarbejde med speciallæge i psykatri ]ens Frydenlund. Sygeplejemæssigt er det en krævende opgave. Patienten har brug for omfattende støtte i abstinensfasen.

"På de forskellige voksenpsykiatriske afsnit, hvor jeg før har været ansat, har det hørt mere til reglen end til undtagelsen, at patienterne var i benzodiazepinbehandling. Ganske vist har der været en kritisk indstilling til præparaterne, men set i bakspejlet har der alligevel manglet bevidsthed omkring, hvor utroligt vanedannede de er," siger Mette Wiinblad.

På psykiatrisk afdeling ser man også patienter, der kommer ind på grund af et benzodiazepinmisbrug. Standardbehandlingen er afrusning med fenemal, hvorefter patienterne udskrives, når de fysiske abstinenser er overstået.

"Og når patienterne så falder i vandet igen, hvad de oftest gør efter sådan en hurtig aftrapning, så tilskrives det manglende motivation. Og det er uheldigt, for vi ved i dag, at det kræver kolossal støtte og opbakning gennem hele aftrapningsperioden, hvis patienterne skal klare det. Mange af dem, der starter på et benzodiazepinforbrug, er jo også mennesker, som i forvejen har problemer, og som har svært ved at komme ud af misbruget alene," siger Mette Wiinblad.

Motivationen findes

Når det gælder aftrapning af patienter, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kommer sygeplejersken til at spille en væsentligt rolle.

"Vi står med patienten og skal prøve at motivere dem til at slippe tabletterne. Det kan være vanskeligt, for ofte har pillerne været livsvigtige for patienten gennem 10, 15 eller 20 år. Patienterne fortæller, hvordan de ikke har kunnet gå uden for en dør uden at have tabletterne med sig. Og det er klart, at så er det meget indgribende i et menneskes liv pludselig at skulle være medicinfri," siger Mette Wiinblad:

"Men det er på den anden side også mennesker, der ikke er tilfredse med deres liv, og som langsomt bliver mere og mere invaliderede. Så selvfølgelig er motivationen der et eller andet sted, og det er den, vi skal arbejde videre med."

Inden aftrapningen startes, får patienten grundig information om de abstinenssymptomer, der kan opstå. Og under hele processen er plejepersonalet meget støttende og lyttende og forstående over for alle de symptomer, patienten kommer med. Nogle patienter er indlagt under hele forløbet, andre kan være dagpatienter og sove hjemme, og atter andre kommer ind i perioder og kan være hjemme i andre perioder. l starten af aftrapningen har patienten korte samtaler to til tre gange ugentligt med den læge, der styrer nedtrapningen. Senere skifter man til lidt længerevarende samtaler en enkelt gang om ugen. Ved den daglige kontakt med patienterne imellem samtalerne bakker plejepersonalet op omkring de aftaler, der er truffet.

Under aftrapningen opstår ofte ubehagelige abstinenssymtpomer, angst, tremor, uro, hovedpine, kvalme, svedeture, overfølsomhed over for lyde og lys. Nogle gange går det lidt fremad, men så tilbage igen, og så er patienten ved at give op.

"Vores melding til patienten er hele tiden: "Ja, det er rigtig nok, at du har det dårligt, men det er nødvendigt, for at du kan få det bedre,"" siger Mette Wiinblad: "Det er vigtigt, at vi signalerer fasthed i det budskab. Hvis vi bliver grebet af patientens tvivl, så kan hun ikke undgå at mærke det." "Derfor siger vi til patienten: "Det er ikke mærkeligt, at du har det dårligt nu. Det er forventeligt. Det er hårdt arbejde, men du får det bedre."

Patienten lægger ikke altid mærke til, at der faktisk sker fremskridt under nedtrapningen. Når det hele tiden går to skridt frem og ét tilbage, så er det svært at fornemme, at det går den rigtige vej. For at gøre patienten opmærksom på de fremskridt, der sker fra den ene samtale til den næste, kan man bruge et skema, hvor patienten giver sine symptomer point fra nul til ti, alt efter sværhedsgrad. Jens Frydenlund har udarbejdet et skema til vurdering af abstinenssymptomernes sværhedsgrad (se side 19).

"Vi skal hele tiden minde patienten om de små forbedringer, der er sket," siger Mette Wiinblad.

Pårørende inddrages

Sommetider kommer patienten ind og har det rigtig dårligt, er helt ulykkelig og kan ikke se nogen ende på det: "Det kan ikke passe, at jeg skal have det så dårligt. jeg kan ikke klare det, og min familie kan ikke klare det. jeg må have noget mere medicin." "Så er det fristende for den, der styrer nedtrapningen, at sætte dosis op," siger Mette Wiinblad: "Men vi har en fast regel, der siger: Øg aldrig dosis!"

"I stedet går vi ind i en dialog med patienten. Vi venter med at skære den næste tablet væk, til patienten er parat," fortæller Mette Wiinblad.

Den allersidste tablet er den sværeste at komme af med. Patienten klamrer sig til den, og det kan blive nødvendigt at gå ned på en halv og derefter til sidst en kvart tablet.

En uhyre vigtig del af nedtrapningsprocessen er de pårørende. Det kan være barskt på hjemmefronten. Familien kan ikke forstå, at patienten lige pludselig reagerer helt anderledes, end hun plejer, for eksempel bliver lettere irriteret, vred eller ked af det. Også de fysiske symptomer kan være svære at forstå, hvis man ikke har en viden om dem.

"Derfor bruger vi mange ressourcer på at få de pårørende med til samtaler og fortælle dem om de symptomer, der kan forventes. Vi har også nogle videofilm om emnet, som vi inviterer de pårørende ind at se," siger Mette Wiinblad.

En anden vigtig del af den psykiatriske sygepleje under aftrapningen er en jeg-støttende terapi.

Fobitræning

"Vi forsøger hele tiden at gå ind og støtte patientens selvtillid og personlige ressourcer. Vi forsøger at give patienten følelsen af, at det er hende selv, der styrer tabletterne, ikke omvendt. I løbet af en aftrapning får patienten ofte den fornemmelse lige pludselig. Hvor hun før har følt sig styret af medicinen, fordi hun for eksempel ikke kunne gå uden for en dør uden at have tabletterne med," siger Mette Wiinblad. Under aftrapningen startes - eller fortsættes - også fobitræning med de patienter, der har behov for det. Mange af patienterne lider af social fobi og har svært ved at færdes ude alene. De er bange for at tage med offentlige transportmidler, bange for at gå ud og købe ind.

Fobitræningen startes, når patienten er parat. l samarbejde med ergoterapeuter og socialrådgivere træner plejepersonalet de »farlige« situationer med patienten. "Først kører vi med patienten i bussen eller i toget nogle gange. Så begynder patienten at køre alene, og vi aftaler at stå på perronen eller ved stoppestedet, når hun ankommer. Efterhånden'klarer hun også selv at stå af og gå det sidste stykke," fortæller Mette Wiinblad. Samme fremgangmåde følges ved træning af andre fobier. Udfordringen bliver større og større, og til sidst kan patienten selv.

En del af patienterne har forsøgt med fobitræning, også mens de var i behandling med benzodiazepiner.

"Resultaterne viser sig langt hurtigere, når patienten er under aftrapning og efterhånden bliver medicinfri," siger Mette Wiinblad.

Bliver raske

Mette Wiinblad lægger stor vægt på, at patienten kan tilbydes en indlæggelsesform, der tilgodeser de behov, som opstår under nedtrapningen.

"Når patienten føler sig parat til at overnatte hjemme, så støtter vi hende i det. Hun kan gå hjem og overnatte flere gange og stadigvæk være indlagt som døgnpatient. Når hun så er klar til det, kan hun blive dagpatient, men stadigvæk med en helt klar aftale om, at i det øjeblik hun har brug for at komme herind, så kommer hun bare, også hvis det er om natten. Og der er ikke noget med, at hun skal argumentere med en vagtlæge først. Den ordning giver en kolossal stor tryghed for patienten. At der er et sted at hente støtte, hvis det bliver for svært. Alene det gør, at det er lettere at være hjemme," siger Mette Wiinblad.

l de fleste tilfælde er resultatet af nedtrapningen på længere sigt overbevisende godt. "Selvfølgelig er der patienter, hvor problemstillingerne er så komplekse, at en benzodiazepinaftrapning ikke har synderlig effekt. Det er vigtigt at se patientens situation som et nuanceret billede, som benzodiazepinerne er en del af. Og fordi patienten trappes ud af benzodiazepinforbruget, betyder det ikke automatisk, at alle de øvrige problemer også er løst," siger hun. "Men i andre tilfælde opdager vi, at patienten bliver rask og fuldstændigt normalt fungerende, efter at hun er ude af medicinen. Det viser sig, at benzodiazepinforbruget har udviklet sig til at blive patientens største problem," siger Mette Wiinblad. Hun mener, at det gælder også for mange af de mennesker, som får benzodiazepiner hos deres egen læge, og som hun ikke ser på psykiatrisk afdeling.

"Jeg tror, at mange mennesker kunne hjælpes, hvis der blev sat ind hos de praktiserende læger," siger hun.

Nøgleord: Aftrapning, benzodiazepiner.

SYGEPLEJERSKEN 28/96

Bragt på www.benzoinfo.dk med forfatterens tilladelse.

[top] [indhold] [artikler]