Fra Forskningsnyt fra psykologi

Tandlægeskræk: Engangsbehandling med psykologi eller medicin (2000, 9(6))

Tandlægeskræk er vidt udbredt. Amerikanske undersøgelser viser, at 80% af alle voksne er "ret nervøse" for at gå til tandlæge, mens 20% lider af "svær angst" for at gå til tandlæge. Endelig er 5% - altså 1 ud af 20 - så skrækslagne ved tanken om tandbehandling, at de helt undlader at gå til tandlæge og få ordnet det nødvendige tandlægearbejde - med efterfølgende skader på tænderne, udseendet og helbredet.

Det er altså ikke bare tænderne, der skal gøres noget ved, men også den tandlægeskræk, der holder alt for mange tilbage fra at få den nødvendige tandpleje. Her som så mange andre steder, hvor det drejer sig om følelsesmæssige problemer eller lidelser, kan man vælge mellem at dulme følelserne med nervemedicin eller at bearbejde dem med psykologiske metoder. Og hvad er så bedst, når det drejer sig om tandlægeskræk?

Det har tre tyske psykologer fra Universitetet i Wupperthal undersøgt ved at udvælge 50 voksne med "meget høj tandlægeskræk". De tandlægeforskrækkede mennesker havde i længere tid forsømt deres tandpleje og blev nu overtalt til at deltage i eksperimentet, således at de forud for den første tandlægebehandling (i længere tid) fik enten nervemedicin (stesolid) eller psykoterapi - mens en tredie gruppe ikke fik nogen af delene.

Den psykologiske behandling varede blot halvanden time og handlede dels om at lære patienterne at se "truslen" i øjnene, samtidig med at de forsøgte at fastholde en indre ro, og dels om at bekæmpe tendenser til stigende angst og uro ved forskellige selv-beroligende teknikker.

Efter den første tandlægebehandling viste det sig, at begge behandlingsmetoder havde været effektive. Både de, der var under beroligende medicin, og de, der havde lært psykologiske metoder til angstbekæmpelse, oplevede væsentligt mindre angst og ubehag end den tredie gruppe, der ikke havde fået nogen hjælp mod tandlægeskrækken.

Men da man to måneder senere så på, hvem der havde mod til at fortsætte med tandlægebehandlingen, fremkom der en stor forskel: I gruppen, der havde fået psykologisk hjælp til selvhjælp, havde 70% turdet fortsætte behandlingen. I gruppen, der havde fået medicin, var det kun 20%, der i den efterfølgende periode turde gå til tandlæge igen. Det tyder på, at psykologisk engangsbehandling kan gøre betydelig mere gavn på længere sigt end en medicinsk undertrykkelse af angsten for tandlægen.

tn

Kilde: Thom, A., Sartory, G., & Jöhren, P. (2000). Comparison Between One-Session Psychological Treatment and Benzodiazepine in Dental Phobia. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 68(3), 378-387.

Bragt på www.benzoinfo.dk med tilladelse fra Forskningsnyt fra Psykologien