Fra Forskningsnyt fra psykologi

Besøgsvenner - en effektiv kur mod kronisk depression (1999, 8(6))

De engelske sociologer Brown og Harris er kendt for deres banebrydende forskning i sociale faktorers indflydelse på depression. I tidligere undersøgelser har de således fundet, dels at social støtte kan beskytte mod udviklingen af depression, dels at manglende støtte bidrager til at gøre depressionen mere langvarig. I et nyt forskningsprojekt har de to forskere undersøgt, om man kunne udnytte denne viden i behandlingen af depressive.

Undersøgelsen omfattede 86 kvinder fra en forstad til London (Islington), der havde været depressive i mindst 12 måneder. Patienterne blev udvalgt ved først at sende et simpelt spørgeskema ud til alle kvindelige patienter, som var registrerede hos bestemte læger i området. Alle patienter, som angav tydelige depressive symptomer i spørgeskemaet, blev derefter telefoninterviewet med henblik på nærmere diagnose og samtidig forespurgt, om de var interesserede i at modtage besøg. De patienter, der blev vurderet som depressive, og som tilkendegav interesse for projektet, blev derefter interviewet hjemme med henblik på en mere præcis diagnostisk vurdering. Patienter med samtidig svær spiseforstyrrelse eller alvorligt misbrug blev udelukket fra undersøgelsen, og det samme gjaldt for patienter, der nyligt var påbegyndt behandling hos psykiater eller psykolog. De fleste kvinder var i alderen 25-40 år, 2/3 var samlevende, og 1/3 havde fuldtidsarbejde. Efter lodtrækning startede halvdelen af kvinderne straks på besøgsordningen, medens den anden halvdel fungerede som ventelistekontrol i et år. Efter venteperioden fik de også tilbudt en besøgsven, hvis de fortsat var deprimerede.

Besøgsvennerne var frivillige kvinder, der blev rekrutteret via annoncer, udvalgt efter interview og derefter trænet over tre lørdage. I træningen blev der lagt vægt på, at kontaktpersonen først og fremmest skulle fungere som en ven, der var til stede og lyttede til den depressive. Samtidig blev personerne opfordret til at opmuntre og hjælpe patienterne til at deltage i aktiviteter uden for hjemmet. Hver besøgsven fik tildelt en depressiv patient.

Efter et år blev patienterne på ny interviewet i hjemmet. Blandt samtlige patienter, der fik tilbudt en besøgsven (uanset om de benyttede sig af tilbuddet), havde 28 (65%) været depressionsfrie de sidste 2 måneder mod kun 17 (39%) i ventelistegruppen. Blandt de patienter, som benyttede sig af besøgsordningen i hele perioden, var 72% depressionsfrie. Så besøgsordningen havde altså en betydelig effekt - faktisk i en størrelsesordning, der tilsvarer virkningen af antidepressiv medicin over for ikke-kroniske depressive patienter.

Hverken længden af den depressive episode eller tilstedeværelsen af anden samtidig psykisk lidelse, f.eks. angst, havde nogen indflydelse på bedringen. Derimod var der en sammenhæng mellem depressionens sværhedsgrad og patientens tilstand efter den et-årige periode, men det skyldtes alene en lille gruppe på otte patienter (fire i hver gruppe) med meget svær depression, hvor alle fortsat var depressive. Det havde heller ingen indflydelse på resultatet, om patienterne modtog egentlig behandling i undersøgelsesperioden. Der var imidlertid kun få patienter (13%), som fik antidepressiv medicin.

Undersøgelsen viser, at ikke-professionel kontakt kan spille en vigtig rolle i behandlingen af depressive patienter. Det er dog værd at bemærke, at kun omkring halvdelen af de depressive kvinder, som fik tilbud om at deltage i ordningen med besøgsven, accepterede tilbuddet. Depressive personer er ofte yderst tilbageholdende med at indlede nye bekendtskaber.

eh

Kilde: Harris, T., Brown, G.W. & Robinson, R. (1999). Befriending as an intervention for chronic depression among women i an inner city. I: Randomized controlled trial. British Journal of Psychiatry, 174, 219-224.

Bragt på www.benzoinfo.dk med tilladelse fra Forskningsnyt fra Psykologien