Fra Forskningsnyt fra psykologi

Kan nervemedicin forbedre virkningen af psykologisk angstbehandling? (1998, 7(6))

Som omtalt i flere tidligere numre af Forskningsnyt er der efterhånden adskillige beviser for en positiv effekt af den nye form for psykologisk angstbehandling, der hedder kognitiv adfærdsterapi.

Angst opfattes ofte som bestående af tre elementer: truende tanker, undvigende adfærd og fysiologisk "ophidselse".

I den kognitive adfærdsterapi koncentrerer behandlingen sig om den tankemæssige (kognitiv betyder tankemæssig) og den adfærdsmæssige side af angstproblemet, og så håbes det, at man ved at udvikle mere hensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre kan opnå en efterfølgende dæmpning af den fysiologiske ophidselse ved angsten.

Men angst kan jo også "angribes" medicinsk ved hjælp af såkaldt nervemedicin, som netop sigter på at nedbringe den tredie side af angsten, altså den kropslige ophidselse, mens medicinen selvfølgelig ikke direkte kan ændre tanker og adfærd.

Men medicinens fortalere hævder, at når medicinen først får bugt med den fysiologiske ophidselse under angsten, så vil den mindre angste person af sig selv begynde at tænke og opføre sig mere fornuftigt.

Der findes også undersøgelser, der tyder på, at nervemedicin i nogen grad kan afhjælpe angst, men i det store hele er de fleste forskere enige om, at psykologisk behandling gennemgående er mere effektiv end nervemedicin, når det gælder om at hjælpe angstplagede mennesker på længere sigt.

Men selv om det går an - på baggrund af den foreliggende forskning - at hævde, at psykologisk behandling er bedre end medicinsk behandling ved angstproblemer, så kunne det jo tænkes, at man kunne få et endnu bedre udbytte af den psykologiske behandling, hvis man supplerede den med medicinsk behandling, således at patienten fik både psykologisk og medicinsk behandling for sin angst. Det skulle jo "angribe" alle tre sider af angsten og således være bedre end den psykologiske behandling alene?

I det store og hele: Nej! siger to canadiske forskere, Henny Westra og Sherry H. Stewart, som omhyggeligt har gennemgået al forskning vedr. sammenligninger af virkningen af psykologisk behandling alene med psykologisk behandling plus medicinsk behandling.

Det kommer dog lidt an på, hvilken medicin der er tale om. Der er især tre forskellige medicingrupper vedr. angstbehandling: 1) stærke benzodiazepiner (f.eks. alprazolam), 2) milde benzodiazepiner (f.eks. stesolid) og 3) anti-depressiv medicin (som omfatter de såkaldte lykkepiller og også virker angstdæmpende på mange).

De to canadiske forskere når efter deres omfattende gennemgang af al den offentliggjorte forskning frem til følgende konklusioner:

  1. Hvis man giver stærke benzodiazepiner samtidig med den psykologiske angstbehandling, medfører det en direkte svækkelse af effekten af den psykologiske angstbehandling. Her er medicinen altså værre end ingenting.
  2. Hvis man giver svage benzodiazepiner sammen med den psykologiske angstbehandling, opnås der ingen yderligere forbedring på kort sigt, mens der på længere sigt - efter afbrydelsen af medicinbehandlingen - kommer flere tilbagefald hos de, der fik medicin oven i den psykologiske behandling. Her er medicin altså unyttig på kort sigt og nærmest uheldig på længere sigt. Man kunne selvfølgelig vedblive med at give medicin længe efter den psykologiske behandling, men adskillige undersøgelser viser, at denne form for medicin taber sin effekt efter længere tids brug.
  3. Hvis man giver anti-depressiv medicin sammen med den psykologiske behandling, giver det heller ingen yderligere forbedring på kort sigt, og igen er der som regel tale om negative effekter efter afbrydelsen af medicinen; men her gælder det dog i modsætning til ved de svage benzodiazepiner, at en fortsat brug af medicinen vedvarende kan forhindre tilbagefald med ny angst.

De canadiske forskeres analyse af forskningen viser altså, at medicin "oven i" psykologisk angstbehandling gennemgående er af ringe værdi og i visse tilfælde (især ved de stærke benzodiazepiner) direkte uheldig for udfaldet af den psykologiske behandling.

De to psykologer mener, at der bl.a. kan være to grunde til dette lidt overraskende resultat.

For det første kan det være, at den fysiologiske ophidselse ved angsten vitterligt "blot" er en bivirkning af den angste persons tanke- og adfærdsmæssige aktivitet, således at afhjælpningen af det tanke- og adfærdsmæssige problem gør det overflødigt også at gribe direkte ind på det fysiologiske plan.

For det andet kan det tænkes, at de patienter, der får både psykologisk og medicinsk behandling, kommer til at tilskrive den positive effekt af "hele behandlingen" til medicinen, således at de ikke tror, det var dem selv, som gennem den psykologiske aktivitet var med til at fremkalde en nedgang i angstproblemet. Det kan så betyde, at de ikke får det samme løft i selvtilliden, som de patienter der kun fik psykologisk behandling. Og da selvtilliden betyder meget for en angstpatient, kan dette igen være grunden til, at det ligefrem gik værre på længere sigt for dem, der fik medicin oven i den psykologiske behandling.

tn

Kilde: Westra, H.A., & Stewart, S.H. (1998). Cognitive behavioural therapy and pharmacotherapy: Complementary or contradictory approaches to the treatment of anxiety? Clinical Psychology Review, 18 (3), 307-340.

Bragt på www.benzoinfo.dk med tilladelse fra Forskningsnyt fra Psykologien