Fra Forskningsnyt fra psykologi

Hvad er virksomt i kognitiv terapi af depression? (1998, 7(5))

Kognitiv terapi er den bedst dokumenterede form for psykoterapi over for ambulante unipolære depressive. Kognitiv terapi opnår her betydelige og klinisk meningsfulde virkninger, der mindst er på linie med medicinsk behandling. Kognitiv terapi forebygger tilbagefald på kort sigt og måske også nye episoder på længere sigt. Men hvad er det, der er det særligt virksomme i denne terapiform?

En ny stor undersøgelse har forsøgt at besvare dette spørgsmål. Undersøgelsen omfattede 150 unipolære depressive i ambulant behandling, der blev fordelt til 3 lige store grupper, som fik forskellige dele af det behandlingsprogram, der er udviklet af Aaron T. Beck. Behandlingen af gruppe 1 bestod alene i programmets adfærdsterapeutiske bestanddele i form af aktivering, f.eks. skemalægning af daglige aktiviteter og hjælp til at foretage sig noget som kunne skabe glæde og tilfredshed i dagligdagen. Gruppe 2 fik ud over adfærdsmæssig aktivering også kognitiv terapi rettet mod negative automatiske tanker. Endelig modtog gruppe 3 hele programmet, der i tilgift til de to nævnte komponenter også omfatter metoder, som retter sig mod uhensigtsmæssige basale antagelser eller skemaer (f.eks.: "Hvis ikke jeg altid klarer mig helt perfekt, er jeg en fiasko", "jeg duer ikke til noger"). Det er Becks antagelse, at alle tre komponenter er nødvendige for at opnå positive resultater med kognitiv terapi, og at de særlige kognitive metoder i gruppe 2 og 3 spiller den største rolle for patientens vedvarende udbytte af behandlingen.

De samme fire erfarne kognitive terapeuter varetog behandlingerne i alle tre grupper. Gennemsnitligt havde de praktiseret kognitiv terapi i 9,5 år. De respektive terapiformer blev udført efter manualer, der nøje specificerede den pågældende behandlings indhold, og man checkede ud fra audiobånd, at terapeuterne holdt sig til de foreskrevne metoder. Behandlingen strakte sig over op til 20 terapitimer.

I modstrid med den kognitive teori var der ingen forskelle i det opnåede udbytte hos de tre grupper, hverken umiddelbart efter behandlingen eller ved 6 måneders follow-up. De tre behandlingsformer klarede sig lige godt.

Man undersøgte også, om den terapeutiske ændring hang sammen med de mekanismer, der særligt blev fokuseret på i de tre behandlingsformer, ved at se på mål for hhv. omfanget af patientens positive aktiviteter, negative automatiske tanker og basale antagelser. Ingen af disse mål ændrede sig imidlertid forskelligt i de tre grupper over terapiforløbet. Så dette resultat kunne altså heller ikke underbygge den teoretiske antagelse om, hvordan de forskellige komponenter i den kognitive terapi virker.

Når man skelnede mellem ændring i første og anden halvdel af terapien, fandt man højst overraskende, at alene ændringen i basale antagelser i aktiveringsgruppen kunne forudsige symptomændringen i anden halvdel af terapien. Det vil sige, at de patienter i gruppe 1, der havde færrest negative basale antagelser tidligt i terapien, hørte til de mindst deprimerede senere i terapien. Tilsvarende gjaldt ikke for patienterne i de to andre grupper - heller ikke i gruppe 3, der modtog behandling specifikt rettet mod at ændre basale antagelser.

Undersøgelsen sætter spørgsmålstegn ved den kognitive teori om terapi med depressive. De særlige kognitive komponenter i terapien bidrog ikke med yderligere virkning, ud over hvad der kunne opnås med en mere simpel form for adfærdsterapi. Forskerne er selv fremtrædende repræsentanter for den kognitive terapi, og resultatet er klart i modstrid med, hvad de selv - og terapeuterne i undersøgelsen - havde forventet. Det lader sig altså ikke bortforklare med, at en negativ holdning til kognitiv terapi kan have farvet resultatet til ugunst for kognitiv terapi.

Forfatterne påpeger, at resultatet også vil kunne få konsekvenser for terapiens praktiske udførelse. De adfærdsmæssige komponenter af den kognitive terapi er lettere at lære. De vil dermed kunne få en større udbredelse, bl.a. hos personalet på de psykiatriske hospitaler uden egentlig psykoterapeutisk uddannelse.

eh

Kilde: Jacobson, N.S., Dobson, K.S. Truax, P.A. et al. (1996). A component analysis of cognitive-behavioral treatment of depression. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 64, 295-304.

Bragt på www.benzoinfo.dk med tilladelse fra Forskningsnyt fra Psykologien