Fra Forskningsnyt fra psykologi

Kognitiv terapi og medicin som vedligeholdelsesbehandling af depression (1998, 7(3))

Kognitiv terapi er den bedst dokumenterede psykologiske behandling overfor depression. På kort sigt opnår kognitiv terapi virkninger på de depressive symptomer, der mindst er på linie med medicinsk behandling, når det drejer sig om unipolare depressive patienter, der kan behandles ambulant, dvs. uden indlæggelse. Og kognitiv terapi opnår mere holdbare resultater end medicin, når denne kun benyttes i den akutte fase af depressionen, indtil symptomerne er klinget af.

Blackburn & Moore har nu foretaget den første sammenlignende undersøgelse af kognitiv og medicinsk efterbehandling af depressive.

Undersøgelsen omfattede 75 patienter med unipolar depression i ambulant behandling. I forhold til andre lignende undersøgelser var patientpopulationen sværere, med flere tilfælde af alvorlig patologi, gentagne depressioner og anden samtidig psykopatologi, herunder personlighedsforstyrrelser og sekundær alkoholisme. Alle patienter havde mindst haft 2 depresive episoder med et gennemsnit på 3-4 episoder.

Patienterne blev inddelt i tre grupper, som fik følgende behandlingsformer i henholdsvis den akutte fase (16 uger) og opfølgningsfasen (op til 2 år): 1. medicin i hele perioden, 2. medicin efterfulgt af kognitiv terapi, og 3. kognitiv terapi i hele perioden.

Den medicinske behandling omfattede forskellige præparater, men det sikredes, at medicinen i alle tilfælde blev givet i tilstrækkelig mængde. Psykiateren eller den alment praktiserende læge, der administrerede medicinen, så i gennemsnit patienten ca. 1/2 time hver tredje uge.

Den kognitive terapi blev givet ugentligt i den akutte fase med enkelte tilfælde af to ugentlige terapitimer i starten af behandlingen. I efterbehandlingsfasen fik patienterne 3 terapitimer den første måned, to i den næste og herefter 1 månedlig terapitime. Patientens symptomatologi blev fulgt løbende i hele undersøgelsesperioden.

Alle tre grupper opnåede signifikant bedring, såvel i den akutte fase som i opfølgningsfasen. Der var ingen signifikante forskelle mellem de tre behandlingsgrupper på noget tidspunkt i undersøgelsen, selvom rækkefølgen i resultater generelt favoriserede gruppen, der fik kognitiv terapi i hele perioden, og enkelte sammenligninger tilnærmede sig statistisk signifikans. Med de relativt små gruppestørrelser, der her er tale om, skal der store effektforskelle til for at sikre statistisk signifikans.

Det må dog samtidig påpeges, at mange af patienterne fortsat havde problemer efter behandlingen. Ved slutningen af den akutte behandlingsperiode var således 24% depressionsfrie i gruppe 1 og 2, der her begge modtog medicinsk behandling, og henholdsvis 43 og 41% delvist bedrede. I den kognitive gruppe 3 var der 33% depressionsfrie og 33% delvist bedrede.

Ved opfølgningstidspunktet efter 1 år (det seneste tidspunkt med fuldstændige data på opgørelsestidspunktet) fordelte tilbagefaldet for patienter, der var depressionsfrie efter den indledende behandling, sig således: 31% i gruppe 1, 36% i gruppe 2 og 24% i gruppe 3. Disse resultater er lidt dårligere end de, der er opnået i andre lignende undersøgelser med kognitiv og medicinsk behandling af depression, antageligt fordi patienterne her havde sværere lidelser.

eh

Kilde: Blackburn, I.-M. & Moore, R.G. (1997). Controlled and follow-up trial of cognitive therapy and pharmacotherapy in out-patients with recurrent depression. British Journal of Psychiatry, 171, 328-334.

Bragt på www.benzoinfo.dk med tilladelse fra Forskningsnyt fra Psykologien