Fra Forskningsnyt fra psykologi

Dyre depressioner, (1997, 6(5))

Der er fornylig i Danmark blevet klaget fra politikerside over den store stigning i udgifter til medicin til deprimerede mennesker. Hertil har man fra lægeside svaret, at der snarere behandles for få mennesker med depression, fordi mange holder sig tilbage fra at få behandling for deres depression, måske fordi de er "flove" over at have en psykisk lidelse.

Nu viser en amerikansk undersøgelse, at de danske politikere, der bekymrer sig for udgifter til sundhedsvæsenet, nok snarere burde dele lægernes bekymringer over, at det måske er for få, der får behandling for deres depression.

I den amerikanske undersøgelse studerede man, hvordan et stort antal mennesker i en toårig periode benyttede det almindelige sundhedsvæsen, og hvad deres lægebesøg og -behandlinger kostede i gennemsnit. Derefter satte man disse udgifter i forhold til resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse om symptomer på depression, og det viste sig, at personer, der i løbet af de to år havde haft tydelige symptomer på depression, havde kostet sundhedsvæsenet 8.000 kr. mere i gennemsnit end ikke-deprimerede personer.

Langt de fleste af disse 8.000 kroner var gået til lægebesøg og -behandling for f.eks. smerter, søvnproblemer og fordøjelsesproblemer, alt sammen noget der kan skabes eller i hvert fald forværres af ubehandlet depression. De 8.000 kroner, som hver deprimeret person kostede samfundet i sundhedsudgifter udover de "normale" sundhedsudgifter, var altså ikke gået til egentlig depressionsbehandling, men snarere til behandling af "bivirkninger" af depression. De fleste af de deprimerede personer havde slet ikke fået nogen "direkte" behandling for deres depression i form af medicin eller psykologisk hjælp.

Det ser altså ud til, at det direkte kan være en god id - rent økonomisk - for samfundet at sørge for effektiv hjælp til mennesker, der lider af langvarig depression. Udover den økonomiske indflydelse på sundhedsudgifterne bør det selvfølgelig også tages i betragtning, at depression medfører et betydeligt tab af "livskvalitet" - et tab, der ifølge flere nye undersøgelser ser ud til at være større end det tab, der følger efter de fleste fysiske sygdomme.

Men selvom de fleste nok kan blive enige om, at samfundet burde tilbyde en effektiv behandling for depression, så er der stor uenighed mellem de, der hælder til medicinsk og de der hælder til psykologisk behandling.

I en ny bog om depression beskrives resultaterne af de videnskabelige undersøgelser, der har sammenlignet virkningerne af medicinsk og psykologisk behandling for depression. Disse resultater viser, at det for de sværeste depressioner, der behandles med indlæggelse på hospital, gælder at medicin (eller elektrochok) virker bedre end psykoterapi. Men for det meget større antal depressioner, der kan behandles ambulant, gælder det, at psykologisk behandling virker gennemsnitligt ligeså godt som medicin på kort sigt.

På længere sigt er psykologisk behandling imidlertid mere "holdbar", fordi der kommer færre tilbagefald med ny depression efter psykologisk end efter medicinsk behandling. Så selvom medicinsk behandling på kort sigt er det billigste for samfundet, kan det ifølge flere amerikanske forskere udmærket tænkes, at psykologisk behandling på længere sigt er det billigste, fordi der bliver færre udgifter til ny behandling i årene efter den første behandling.

tn

Kilde: Henk, H. J., Katzelnick, D. J., Kobak, K. A., Greist, J. H. & Jefferson, J. W. (1996). Medical Costs Attributed to Depression Among Patients With a History of High Medical Expenses in a Health Maintenance Organization. Archives of General Psychiatry, 53, 899-904.

Nielsen, T (1995): Depression. Psykologisk Forståelse og Behandling. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Bragt på www.benzoinfo.dk med tilladelse fra Forskningsnyt fra Psykologien