Fra Forskningsnyt fra psykologi

Psykologisk og medicinsk behandling af panikangst (1997, 6(4))

En række nye undersøgelser har meget opmuntrende vist, at den særlige angstlidelse, der kaldes panikangst, kan behandles effektivt med en moderne psykologisk behandlingsmetode: Kognitiv adfærdsterapi.

Panikangst adskiller sig fra andre angstlidelser ved, at angsten som regel kommer i pludselige anfald, ofte helt uden varsel, og i løbet af kort tid stiger angsten til en voldsom styrke, hvor den pågældende ofte tror, at han eller hun skal dø eller blive sindssyg. Men forholdsvis hurtigt klinger angsten af igen og varer således sjældent mere end nogle få minutter.

Selvom panik-angsten således i sig selv er relativ kortvarig, har den alligevel ofte en "ødelæggende" virkning på sit offers dagligliv, fordi patienter med panikangst i mange tilfælde begynder at undgå at gå ud, at møde nye mennesker, at rejse og mange andre ting, simpelthen af frygt for at blive overvældet af angst i disse situationer. Derfor er det oplagt af stor betydning, at man kan afhjælpe disse lidelser.

Den kognitive adfærdsterapi behandling adskiller sig fra den ældre psykoanalytiske behandling ved at være mere kortvarig, mere orienteret mod patientens måde at tænke og handle på og mere orienteret mod at lægge vægt på at lære patienten nye måder at klare livets vanskeligheder på.

Men selvom det fra et psykologisk synspunkt er opmuntrende, at det tilsyneladende kan lade sig gøre at afhjælpe panikangst hos over 90% af patienterne i løbet af 4-6 måneder, så må det samtidigt indrømmes, at den moderne medicinske behandling af panikangst - med piller af den art, som noget misvisende kaldes lykkepiller - også hjælper godt i mange tilfælde, dog næppe mere end 50-60% af patienterne.

Den forholdsvis kortvarige kognitive adfærdsterapeutiske behandling af panikangst er fra tilhængere af den mere langvarige psykoanalytiske behandlingsmetode blevet kritiseret for at være overfladisk og for ikke at nå ned i de dybere lag af personligheden. Det menes, at mange patienter med angst også har dybtgående personlighedspsykologiske forstyrrelser af forskellig art. Disse dybereliggende problemer får man måske ikke løst ved den kognitive adfærdsterapeutiske behandling - ligesom de formodentlig heller ikke bliver "løst" ved medicinsk behandling.

For at undersøge dette spørgsmål har fem amerikanske psykologer og psykiatere udført en undersøgelse med 44 patienter, der alle led af svær panikangst, og som også havde andre personlighedspsykologiske forstyrrelser ifølge forskellige tests.

De 44 patienter blev ved lodtrækning fordelt til tre grupper, som havde nogenlunde lige meget panik-angst og lige mange personlighedspsykologiske forstyrrelser. I de følgende 2 måneder fik den ene gruppe en kognitiv adfærdsterapeutisk behandling med to timer hver uge. En anden gruppe fik "lykkepiller", og den tredje gruppe fik placebo-piller, dvs. piller, som de troede var lykkepiller, men som i virkeligheden var ganske virkningsløse.

Efter de to måneder var gået, var selve panik-angsten væsentlig aftaget i gruppen, der havde fået kognitiv adfærdsterapi, men den var også aftaget noget, omend ikke lige så meget, i grupperne, der havde fået lykkepiller eller placebopiller.

Det har man fundet flere gange tidligere, men det nye ved denne undersøgelse var, at man også kunne måle de ændringer, der var indtruffet med hensyn til graden af personlighedspsykologiske forstyrrelser i de tre grupper.

De personlighedspsykologiske tests før og efter behandlingen viste, at 82% af patienterne, der havde fået kognitiv adfærdsterapi, udviste en klar nedgang i forekomsten af personlighedspsykologiske forstyrrelser.

I gruppen, der havde fået lykkepiller, var det mindre end 40%, der udviste nedgang i disse personlighedspsykologiske forstyrrelser, og i gruppen, der havde fået placebo var der endda hele 41%, der havde fået forværret deres tilstand med hensyn til personlighedspsykologiske forstyrrelser.

Gennemgående var der altså indtruffet en meget betydelig nedgang - ikke blot med hensyn til angst - men også med hensyn til de personlighedspsykologiske problemer i gruppen, der havde fået kognitiv adfærdsterapi, en forbedring der var langt større end i de grupper, der havde fået lykkepiller eller placebopiller.

Fremgangen i den førstnævnte gruppe, der havde fået kognitiv adfærdsterapi, var mest tydelig for de fire typer af personlighedspsykologiske forstyrrelser, der hedder:

tn

Kilde: Black, D. W., Monahan, P., Wesner, R., Gabel, J. & Bowers, W. (1996): The Effect of Fluvoxamine, Cognitive Therapy, and Placebo on Abnormal Personality Traits in 44 Patients with Panic Disorder. Journal of Personality Disorders, 10(2), 185-194.

Bragt på www.benzoinfo.dk med tilladelse fra Forskningsnyt fra Psykologien