Fra Forskningsnyt fra psykologi

Psykologisk behandling for afhængighed af sovemedicin (1996, 5(2))

Vi har tidligere i Forskningsnyt (4(6)) berettet om nye undersøgelser, der viser, at psykologisk behandling kan være et godt alternativ til sovemedicin for folk, der døjer med søvnproblemer. Dels hjælper psykologisk behandling ifølge de nyeste undersøgelser at dømme ligeså godt eller bedre end sovemedicin, og dels har sovemedicin under alle omstændigheder kun en begrænset holdbarhed. Efter nogle måneder med konstant brug af sovemedicin er hjernen "vænnet" til denne sovemedicin. Det betyder to ting. For det første hjælper sovemedicinen ikke længere på søvnproblemerne. For det andet kan der være opstået en direkte fysisk afhængighed af sovemedicinene. Det viser sig ved, at folk, der efter flere måneders konstant brug af sovemedicin ønsker at stoppe, kan få meget svært ved det. Hvis de holder op med at tage sovemedicin, har de det endnu værre end da de begyndte med sovemedicinen. Nu kan de slet ikke sove så meget, som de dog kunne inden behandlingen med sovemedicin!

Nu viser en ny undersøgelse af fire forskere fra Universitetet i Virginia, USA, at man ved en særlig kombination af medicinsk og psykologisk behandling kan hjælpe folk ud af denne afhængighed af sovemedicin. Undersøgelsen, der er den første af sin art, omfattede kun fem forsøgspersoner, men disse fem blev til gengæld også undersøgt godt og grundigt, bl.a. på den måde, at de tre gange - før, under og efter behandlingen - sov to dage i et søvnlaboratorium, hvor man direkte målte de elektriske hjernebølger under søvnen.

Den medicinske side af behandlingen gik ganske enkelt ud på, at de fem forsøgspersoner efter en forud tilrettelagt plan gradvis nedtrappede deres sovemedicin over en seksugers periode, uanset hvad de eventuelt måtte komme ud for af søvnbesvær.

Den psykologiske side af behandlingen, der foregik som gruppebehandling, indeholdt tre komponenter. For det første en adfærdspsykologisk komponent, der handlede om at lære patienterne en mere hensigtsmæssig adfærd omkring det at sove. Det omfattede bl.a. indlæring af en særlig afslapningsteknik og indlæring af "gode sovevaner", som at sove på bestemte tider, at undgå at foretage sig andet i soveværelset end at sove, at undgå the og især kaffe sent om aftenen og meget mere.

For det andet var der tale om en mere psykoterapeutisk komponent at den art, der kaldes kognitiv terapi, hvor man især arbejdede med at analysere og afhjælpe de bekymringer og ærgrelser, de enkelte patienter havde, dels i relation til søvnproblemet som sådan og dels mere almindeligt i forhold til stressende omstændigheder i deres daglige tilværelse.

Endelig var den tredje komponent en undervisningsdel, hvor man simpelthen underviste de 5 patienter i søvnens psykologi og fysiologi og herunder bl.a. oplyste om det almindelige ved enkelte opvågninger i nattens løb og forskelle i fysiologisk søvnbehov og meget andet.

Den psykologiske behandling forløb over ti uger med to timers behandling om ugen. Og resultaterne var særdeles positive. Lige efter behandlingen havde alle fem patienter holdt sig "stoffri" i fire uger. Ved en efterundersøgelse tre måneder senere var de tre patienter stadig stoffrie, mens de to sidste dog havde et meget begrænset "tilbagefald" idet de nu blot en gang imellem tog en enkelt sovepille. Da sovepiller som kun tages "en gang imellem" (mindre end én gang om ugen) ikke giver nogen særlig tilvænning, er dette "tilbagefald" hos to af de fem patienter ikke noget alvorligt problem, og i princippet må det siges, at alle fem patienter slap ud af deres kroniske misbrug og afhængighed af sovemedicin.

Det er i øvrigt interessant, at de fysiologiske søvnundersøgelser, der blev foretaget i søvnlaboratoriet viste nogenlunde tilstrækkelig søvn inden behandlingen, mens patienterne stadig brugte sovemedicin. Men halvvejs gennem behandlingen, da patienterne netop havde sluppet den sidste sovepille, var søvnkvaliteten og -mængden klart reduceret ifølge de fysiologiske målinger. Den omstændighed, at søvnen her var temmelig dårlig, kan altså opfattes af et udpræget abstinenssymptom ved ophør af kronisk brug af sovemedicin, og det er således let at forstå, at mange der søger at frigøre sig for den kroniske brug af sovemedicin falder i igen.

Men disse fem patienter faldt altså stort set ikke i igen på grund af den psykologiske hjælp, og ved efterundersøgelsen tre måneder senere var deres nattesøvn ifølge de fysiologiske målinger helt normal igen, selvom de ikke mere brugte sovemedicin. Faktisk var søvnforløbet hos fire af de fem patienter ved efterundersøgelsen uden sovemedicin klart bedre end søvnforløbet inden behandlingen, hvor patienterne brugte sovemedicin.

tn

Kilde: Morin, C., Ling, W. D. & Sood, R. K. (1995): Cognitive Behavior Therapy to Facilitate Benzodiazepine Discontinuation Among Hypnotic-Dependent Patients With Insomnia. Behavior Therapy, 26, 733-745.

Bragt på www.benzoinfo.dk med tilladelse fra Forskningsnyt fra Psykologien