Oversat fra Department of Health Submission

Udtalelse til Sundhedsministeriet

Af Professor Heather Ashton

14. oktober 2003

Møde med Rosie Winterton MP, Minister of State, DOH, Phil Woolas MP, John Grogan MP, Jim Dobbin MP

  1. Der er stadig omkring 1 million læge­ordinerede langtids­brugere af benzodiazpiner i Storbritanien. Vores egen under­søgelse i Newcastle viste et gennem­snit på 186 af disse patienter i enhver læge­praksis. Lignende tal kunne findes for Gateshead, Liverpool og hos andre praktise­rende læger.
  2. Disse patienter har taget benzo­diaze­piner regelmæssigt i 6 måneder, et år og ofte i mange år og er uforskyldt blevet afhæn­gige af medicinen og alligevel får de meget lidt hjælp og rådgivning. Jeg får næsten dagligt breve, tele­fon­opring­ninger eller emails fra disse menne­sker, som siger at de får utilstrækkelig eller ingen støtte fra deres læge, hvis de ønsker at ophøre med deres medicin.
  3. Mennesker på alle alders­trin er under indflydelse af benzo­diaze­piner, fra de ældre kroniske brugere af sove­medicin og dem der får dem på pleje­hjemmene for at holde sig i ro, til yngre og mid­aldrende mennesker som stadig får ordineret kraftige benzo­diaze­piner som Lorazepam (Lorabenz, Temesta) lange perioder, til socialt afvigende psykistriske patienter der bliver behandlet med benzo­diaze­piner, til kvinder der får dem ordineret under svanger­skabet og dermed også til deres fostre og nyfødte. Og endelig har denne over­ordinering ført til benzo­diaze­pinernes indtog på det illegale narkotikamarked - der er ca. 100.000 såkaldte rekreative brugere af benzo­diaze­piner i Storbritanien, de tager midlerne ulovligt (med risiko for social deroute og dårligt helbred som følge af narkotika­misbrug, herunder hepatitis og HIV) og antallet er stigende.
  4. I 12 år, fra 1982-1994, drev jeg en National Health Service benzodiazepin-nedtrapningsklinik i Newcastle. Det lykkedes at udtrappe næsten 90% af patienterne og deres fysiske og mentale helbred blev bedre. Da jeg trak mig tilbage lukkede klinikken sammen med andre National Health Service nedtrapnings­klinikker i Storbritanien. Så vidt jeg ved, er der nu ingen tilbage. Nogle benzodiazepin­afhængige er blevet henvist til afgiftnings­afdelinger for alkoholikere og brugere af hård nakotika, men disse afdelinger er højst uegnede for benzo­diaze­pin­afhængige. Andre afhængige overlades simpelthen til sig selv eller til at få hjælp fra velgørende organisa­tioner og selvhjælps­grupper, som kun får ringe offentlig støtte.
  5. Det er et velkendt faktum at langtidsbrug af benzo­diaze­piner medfører fysiske og psykiske helbreds­problemer. Hertil kommer 1810 dødsfald på grund af overdosering fra 1990 til 1996 ifølge de officielle statistikker og der er anslået 1600 benzo­diazepin­relaterede trafik­ulykker med 110 dødsfald hvert år i Storbritanien.
  6. Der er en beklagelig mangel på behandlings­tilbud til disse patienter. Det skyldes dels at mange læger ikke tager hensyn til Committee on Safety of Medicines (Sundhedsstyrelsens) vejledning udgivet siden 1988 om kun at ordinere i kort tid (højst 2-4 uger) og at benzo­diaze­piner ikke bør udskrives til patienter med depression, og dels fordi læger er usikre på hvordan de skal håndtere benzo­diazepin­nedtrapning på trods af gode anvisninger i the British National Formulary, som alle læger modtager.
  7. Det eneste bidrag, jeg har været i stand til at yde siden jeg i en alder af 65 ifølge loven måtte trække mig tilbage fra offentlig praksis, er at skrive hæftet: "Benzodiazepiner: Hvordan de virker og hvordan man nedtrapper" (frit tilgængelig på Internettet), at rådgive lokale støttegrupper og at besvare hundredevis af personlige henvendelser.
  8. Jeg fremlægger hermed nogle minimumskrav om handlinger, som regeringen umiddelbart kan og bør tage nu:
    1. Committee on Safety of Medicines (Sundhedsstyrelsen) bør genudsende vejledningen om ordination af benzo­diazepiner og nedtrapning til alle læger, og embedslægerne bør til alle læger udsende en meddelelse, som beskriver problemet og vedlægger retnings­linierne for ordination og nedtrapning. Jeg skal med glæde deltage i udarbejdelsen heraf.
    2. Regeringen bør give økonomisk støtte til sundheds­personale som sygeplejersker, farmaceuter og rådgivere (social- og sundhedshjælpere/assistenter /red), der kan hjælpe den praktiserende læge med støtte til patienter, der ønsker hjælp til nedtrapning af benzo­diaze­piner. Det kan yde den meget nødvendige regel­mæssige kontakt med patienten, som lægen ikke har til­strækkelig tid til. Dette har allerede været prøvet ved visse centre, men bør ud­stræk­kes til hele landet.
    3. Regeringen bør give offentlige tilskud til støtte­foreninger som Council for Involuntary Tranquilliser Addiction (CITA), Bristol & District Tranquilliser Project, North East Council for Addictions (NECA), the Oldham Group (i Danmark bl.a. Benzo­Rådgivningen og Alkohol­behandlingen i Ringkøbing amt) og andre for at kunne starte og drive centre for ned­trapning af benzo­diaze­piner. Mange af disse grupper har mere viden og erfaring om benzo­diazepin­problemer end læger.
  9. Dette er beskedne kort­sigtede mål. På længere sigt er det nødvendigt med forskning i ikke-medicinsk behandling af angst og søvnløshed såvel som bedre uddannelse af lægerne om langtids­virkninger af medicin. Der er allerede problemer med ikke-benzodiazepin sove­midlerne - Z-midlerne (zopiclone, zolpidem and zaleplon), som ordineres i stedet for benzo­diaze­piner, men som forår­sager de samme problemer herunder afhængighed og misbrug.
  10. Det er tragisk, at disse skridt er nødvendige 50 år efter benzodiazepinernes fremkomst. Det kunne have været forudset og undgået, men skelettet i stedet i årevis været låst inde i skabet. Nu står vi overfor, at ormene myldrer ud af træværket i form af problemerne med langtids­brugerne men også med det øgede ulovlige misbrug af benzo­diaze­piner.